Surdej

Bagværk
0 - 30 minutter
Bemærk! Det tager mellem 7-10 dage før din surdej er klar til at bage med.

Svend blev skabt d. 25. november 2018, da jeg var til Master Class i surdej. Det lyder måske fancy, men det var det ikke. Det var ganske stille og roligt, og det gav mig mod på at holde en surdej kørende. Jeg navngav den Svend, så jeg havde større chance for at ville holde den i live. Og han (ja, nu er det en han) har det ganske glimrende, og hjælper mig med at bage de lækreste surdejsbrød! Tak til dig, Svend. 

Jeg anbefaler at du giver dig i kast med at skabe din egen lille verden i køkkenet, hvis du elsker at bage. Du behøver skam ikke kun bage surdejsbrød og rugbrød med surdej. Det smager også fantastisk i andet bagværk. Jeg tilføjer bl.a. et par teskeer i min croissantdej, fordi det giver lidt ekstra kant.
Ingredienser
1
glas
Base
100 gram
hvedemel
1 dl
vand
Hver dag tilføjes
25 gram
hvedemel
0.25 dl
vand
Fremgangsmåde
1
Bland hvedemel og vand sammen til en ensartet masse.
2
Kom massen i et glas eller en lufttæt beholder.
3
Hver dag tilføjes en smule mel og vand til surdejen. Det kan være nødvendigt at hælde noget af dejen fra, men brug evt. det overskydende i bagværk for at mindske madspild.
4
Når dejen begynder at boble og lugte surt og gæret (lidt henad øl) er den klar til at bage med. Det kan tage op til 10 dage, så vær tålmodig!
5
Surdejen er aller bedst et par timer efter den er blevet fodret. Tjek om den er klar ved at tage en teske surdej i et glas koldt vand. Hvis surdejen flyder ovenpå er den klar. Du har nu en surdej for livet... Hvis du altså holder den i live.
6
Giv den et navn ;)